Gode råd
Gode råd findes der mange af. F.eks. vores råd til endometriose-venlig kost og livsstil. Herunder finder du råd til symptomer ved endometriose-relateret IBS, motionsformer og øvelser til at afhjælpe muskelsmerter.
7 råd til tarmsmerter og endometriose-relateret IBS
- Undgå at provokere din mave med mad og drikke, som kan forværre dine symptomer. Selvom dine symptomer allerede er opstået, er der ingen grund til at forværre dem!
- Undgå at planlægge vigtige gøremål for dagen. Det er okay at holde en pause og komme ovenpå igen. Ofte er dine tanker din værste fjende, fordi dårlig samvittighed eller nedtrykthed kan forværre symptomerne.
- Prøv at lægge dig ned og slap af. Hvis du kan sove lidt, er det en god idé, fordi symptomerne nogle gange er mildere herefter.
- En del af de smerter, som opstår ved mave-tarmproblemer, kan skyldes muskler, der spændes op. Venepumpeøvelser kan desuden lette generne lidt, hvis du er meget oppustet.
- Prøv at lægge dig med en varme pude på maven. Du kan evt. tage to kapsler pebermynteolie (Colpermin).
- Gå en tur, hvis det er muligt. Frisk luft kan lette triste tanker, virke smertestillende og sætte gang i fordøjelsessystemet, så du både kan komme af med luft og afføring.
- Hvis du har akut diarré eller slem forstoppelse kan det være nødvendigt med håndkøbsmedicin som stoppemidler eller afføringsmiddel. Afprøv dog de andre råd først.
Hvilken motionsform skal du vælge?
Der er ingen grænse for, hvilken motionsform du kan starte med, når du har endometriose. Motionsformen vil derfor afhænge af dit niveau, dine udfordringer og dine personlige præferencer. Herunder har vi idéer til, hvad du kan gå i gang med.
Niveau 1: Du er meget lidt aktiv og plaget af smerter og symptomer
Start stille og roligt op. Det kan være med rolige gåture eller cykelture. Svømning i et roligt tempo er også skånsomt for muskler og led. Træning i vand kan også være yoga, gymnastik eller varmtvandstræning.
Niveau 2: Du er meget lidt aktiv, men ikke plaget af smerter og symptomer
Start med gåture og cykelture, hvor du gradvist øger længde og intensitet. Efter et stykke tid kan du prøve at begynde på et løbeprogram, som kan hentes gratis på nettet. Du kan også melde dig til en form for holdsport på begynderniveau, så du kan følge med.
Niveau 3: Du er let fysisk aktiv i hverdagen, men du dyrker ingen former for målrettet træning
Her kan du melde dig ind i et fitnesscenter, til en sport eller anden holdtræning. Du kan også med fordel begynde på et løbeprogram eller et styrketræningsprogram. På nettet findes der en masse inspiration hertil.
Niveau 4: Du er fysisk aktiv til hverdag, og du dyrker målrettet træning én til tre gange ugentligt
Fortsæt de rutiner, du har. Har du svært ved at fastholde motivationen, kan du evt. prøve at høre musik imens, gøre træningen til en konkurrence eller træne i et træningscenter fremfor derhjemme.
Øvelser til at afhjælpe muskelspændinger
Kroppens reaktion på vedvarende smerte er muskelspændinger. Derfor kan du som endometrioseramt opleve af få muskelsmerter, oveni smerterne ved endometriose. Ligesom ved endometriose-smerterne opleves de som underlivssmerter. De skyldes dog spændinger i musklerne i og omkring bækkenet.
Du kan bruge et individuelt øvelsesprogram til at hjælpe med at holde muskelsmerterne væk. Herunder kan du se nogle øvelser, som kan afhjælpe muskelspændinger.
Klik på billederne for fuld størrelse.