Svar fra socialrådgiveren

Tilskud til en handicap bil på baggrund af endo?

Spørgsmål:

Kan jeg søge hjælp til at klare de daglige pligter i huset på grund af min endometriose?

Jeg lider af endo med stærke smerter og er pt i en langtids sygemelding imens vi venter afklaring på tarm og underlivs operation. Jeg er så svært påvirket hver dag af smerter af jeg slet ikke kan klare at holde vores hjem.
Vi har tre børn på 7 – 5 – 1 og de kræfter jeg har tilbage går til dem, men det er ikke til at holde ud at leve med et hjem der så meget trænger i alle kroge, Så er endometriose en gyldig grund til at søge om hjemmehjælp til de daglige gøremål?
Kan jeg få tilskud til en handicap bil på baggrund af endo, når mine smerter dagligt er så stærke trods stærk smertestillende medicin at jeg har meget svært ved at køre vores almindelige bil?

Svar:

Hej Pernille.

Det lyder som om du lige nu har det svært og hverdagen er selvfølgelig, meget uoverskuelig.

Du kan godt ansøge kommunen om hjemmehjælp, men vil formodentlig få afslag, med den begrundelse, at det forventes at din mand(såfremt han er rask), klarer de daglige gøremål du ikke magter, det kan synes uretfærdigt, men sådan er lovgivningen nu engang skruet sammen.

Jeg håber din mand bakker dig op og har forståelse for tingene og for at du på trods af sygemelding ikke kan holde huset, det er meget fysisk belastende fx. at støvsuge, vaske gulve og skifte sengetøj.

Såfremt du var enlig mor og det forstår jeg ikke dit brev, som at du er, havde du formodentlig været berettiget til at modtage hjælp til rengøring.

Alle har på baggrund af en kronisk diagnose ret til at få behandlet en ansøgning om fx handicapbil jf. Servicelovens §114.

Støtte til bil

§ 114. Kommunalbestyrelsen skal yde støtte til køb af bil til personer med en varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der i væsentlig grad

1) vanskeliggør muligheden for at opnå eller fastholde et arbejde uden brug af bil,

2) vanskeliggør muligheden for at gennemføre en uddannelse uden brug af bil eller

3) forringer evnen til at færdes, i tilfælde hvor personen har aktiviteter uden for hjemmet, som medfører et betydeligt behov for kørsel med bil.

Stk. 2. Støtten efter stk. 1 ydes som et rentefrit lån inden for en ramme på 160.000 kr.

Stk. 3. Foreligger der ganske særlige forhold i forbindelse med den nedsatte funktionsevne, kan der ydes et rente- og afdragsfrit lån til betaling af forskellen mellem støtte efter stk. 1 og anskaffelsesprisen.

Se mere på Retsinformation

Som udgangspunkt vil man ikke kunne bevilges hjælp til indkøb af handicapbil, hvis man ikke længere skal passe et arbejde eller en uddannelse- dvs. hvis man får tilkendt førtidspension.

Man kan også ansøge om økonomisk hjælp til at ombygge et køretøj, så det passer til det handicap man har.

Samtidig vil jeg gøre dig opmærksom på, at der til tider er en temmelig lang sagsbehandlingstid op til et år på handicapbiler, der kan selvfølgelig være forskel fra kommune til kommune.

Jeg er ked af jeg ikke kunne være dig behjælpelig med yderligere og du er velkommen til at kontakte mig igen, såfremt du har yderligere spørgsmål.

Jeg håber du har nogen omkring dig som støtter og forstår, også at du har behov for praktisk hjælp.

Held og lykke og rigtig god bedring.

Med venlig hilsen
Katrine Porsmose
Socialrådgiver

Svar fra socialrådgiveren

Forrige spørgsmål

< Befordringsgodtgørelse

Få nyhederne fra Endometriose Fællesskabet først

Skriv dig op til Endometriose Fællesskabets nyhedsbrev og få de seneste nyheder og information om aktiviteter direkte i din indbakke.

Nyhedsbrevet udkommer én gang månedligt.