Er mine æg af for dårlig kvalitet pga. endometriose?

SPØRGSMÅL:

Hej ,vi har været igennem 3 icsi forsøg da jeg har endometriose grad 4 og har mange sammenvoksninger. Vi har nu fået at vide, at de tror æggene ikke sætter sig fast, fordi mine æg er af for dårlig kvalitet pga. endometriosen og de mener vi skal prøve ved hjælp af ægdonation. Hvad er jeres erfaringer med ægkvaliteten hos endometriosepatienter? Kan det virkelig passe at selvom mine æg deler sig og ser fine ud, ikke er gode nok pga. endometiosen? jeg er meget frustreret da jeg ikke før har hørt om at man pga. endometriosen ikke kan blive gravid med sine egne æg. Jeg står snart til en operation pga. jeg har en stor chokolade cyste og mange sammenvoksninger, vil dette gavne min fertilitet hvis der bliver “ryddet” op?

Håber i kan hjælpe mig for synes det er rigtig fortvivlende ikke mindst at have sygdommen men også at få at vide at den gør så man ikke kan få sine egne børn.

SVAR:

Endometriose patienter har generelt ikke en dårligere æg kvalitet, end andre patienter der er i fertilitets behandling. Ved IVF behandling, har endometriose patienter derfor også samme graviditetsrate, som patienter der behandles af andre årsager. Hvis æggene deler sig fint, synes der stadig at være gode chancer for at opnå graviditet. Endometriosen bør ikke være en specifik grund til at gå videre med ægdonation, i en sådan situation. Det vil være en god ide at få fjernet den store cyste (inden en evt. ny behandling) idet den kan have en negativ indflydelse på at opnå graviditet.

Med venlig hilsen

John Kirk
Maigaard Fertilitetsklinik


Fandt du ikke den information du søgte?