Er det normalt at være så træt hele tiden?

SPØRGSMÅL:

Jeg er en ung kvinde på 20 år der har endometriose. har et par spørgsmål, da jeg ikke syntes at mit sygehus er ret gode til at hjælpe mig.

1. Jeg er så træt hele tiden, kan sove konstant hvis det er det jeg vil, og det er bare psykisk hårdt ikke og kan lægge vasketøj sammen, uden at jeg er total smadret bagefter. Er det meget normalt?

2. Kan slet ikke dyrke sex med min kæreste da det kun er smerter, er det normalt og skal man bare lære at leve med det?

På forhånd tak.

SVAR:

Hej Lise.
Det er desværre meget normalt at være meget træt, når man har endometriose. At have en sygdom i kroppen dræner den for energi. Hvis du oven i købet har on/off smerter, drænes du yderligere. Det kan også tænkes, at din søvnkvalitet ikke er optimal – hvis du vågner flere gange om natten og/eller ikke får tilstrækkelig dyb søvn.

Det kan lade sig gøre at få mere energi ved at få støtte til gode og nænsomme motionsvaner, at få kosten bedst mulig i forhold til, at du har endometriose. Og ikke mindst lære afspænding og visualisering, der på sigt giver mere energi.

Med hensyn til sex. De fleste med endometriose har store udfordringer forbundet med at få sexlivet til at fungere. Nogle opgiver det – det er synd.

Grundreglen er, at sensuelt samvær skal foregå uhyre nænsomt og langsomt – hvilket ikke altid passer ind i mandens behov. Det er med andre ord to vidt forskellige verdener, der mødes. Så hvis det skal fungere, skal i tale meget sammen! – Om hvad I hver især har brug for og lyst til – og så gøre det på den måde. Det kan ende ud i, at I kender hinanden bedre end de fleste og dyrker sex på en meget mere nuanceret måde – men det kræver, at I begge åbner munden og er ærlige!

Hilsen

Mette Kold


Fandt du ikke den information du søgte?