§56

– Sygefravær på jobbet?

Hvis din endometriose giver dig en del sygefravær på dit arbejde, har du mulighed for at få en aftale, der nedsætter din arbejdsgivers udgifter i forbindelse med dit sygefravær.
Det kræver, at din sygdom kan medføre et sygefravær på mindst 10 dage om året.

Det er kommunen, der i den sidste ende skal godkende en § 56 aftale.
Aftalen indgås mellem dig og din arbejdsgiver. I skal udfylde en blanket, der hedder dp 211.
I kan få blanketten i din kommune.

Når I har udfyldt blanketten skal den afleveres i kommunen, så de kan behandle sagen og give accept af aftalen, hvis din situation opfylder kravene.

Hvis du synes, det er for svært at tale med din arbejdsgiver om din situation, kan du bede om hjælp i din kommune.
Aftalen indgås for 2 år ad gangen og vedrører fravær på grund af den lidelse der er omfattet af aftalen.

Fordelen ved en § 56 aftale er, at det kan gøre det lettere for dig at have de sygefraværsdage, der er nødvendige på grund af din sygdom, eller være væk på grund af indlæggelse eller behandling. Din arbejdsgiver får mindre udgifter end ellers, når du er væk. Mange oplever at det hjælper rigtig meget på den dårlige samvittighed overfor jobbet ved sygedagene.

Kommunen indhenter normalt – med din accept – oplysninger om din sygdom og risiko for fravær hos din læge, før de tager endelig stilling til at acceptere en § 56 aftale. Ofte er det en god idé at lave en aftale med din læge og udfylde den sammen.