Min historie

Af Christine 22 år sygeplejestud.

I september sidste år ændrede mit liv sig drastisk

I september sidste år fik jeg at vide, at min krop ikke fungerede som den burde

I september sidste år gik verden fra regnbuefarvet til sort på et kort sekund, der føltes som tyve år

Det drejede sig om min livmor

Det drejede sig om det organ, der skal være med til at give livet videre,

når et liv bliver til og to andre forevigt forandres

Min livmor modarbejdede mig

Siden den dag blodet dryppede første gang, modarbejdede den mig

Fra den dag, hvor man siger, at en pige bliver til en kvinde

En kvinde, der i fremtiden sammen med sin kæreste og af kærlighed,

skal være i stand til at give livet videre,

modarbejdede min livmor mig

Den dag i mit liv dryppede blodet ikke, det strømmede

smerte strømmede med

Smerter og blod tog en udadvendt pige med sig langt ind i sig selv

Jeg vidste det ikke, men den dag i mit liv ændrede

med et knockoutslag, mit og min fremtidige kærestes liv

Mit liv. Mit ansvar. Min livmor.

Kvinders liv. Livmødres ansvar. 9 måneders kamp. Et livs ansvar.

Ansvaret for et liv.

Ansvaret min livmor ikke vil bære.

Min livmor havde gemt en mørk hemmelighed for en sårbar pige

Min livmor havde vist en smertefuld hemmelighed for en stille pige

Smerte var min livmors sprog, men jeg lyttede ikke til den,

min livmor

I september sidste år ændrede mit liv sig drastisk

I september sidste år blev jeg præsenteret for en ny ven

En ven som en sårbar pige havde kendt længe

En ven som hun trods langt venskab ikke var på fornavn med

En ven som faktisk er en fjende

I september sidste år lærte jeg at sige Endometriose

I september sidste år stormede en pige i en voksen krop ud af sin egen livmor

og blev til en kvinde

Jeg udfordrer nu dig til at lære at sige min livmors hemmelighed højt

Tusind kvinders livmødres hemmelighed

Endo-hva-for-noget?

Endo-metri-ose

Endometriose

 

 

Kirsten’s historie

Da jeg som 12 årig fik menstruation, gjorde det ondt, jeg fik to panodiler af min mor med beskeden om, at det at have menstruation var ubehageligt og gjorde ondt. Dette gentog sig hver måned de næste to år, hvor smerterne tog til, og menstruationen varede nærmere 14 dage end 7. Min mor ringede derfor til familiens praktiserende læge, og spurgte hvad vi kunne gøre, så det måske ikke var så hårdt for mig, at være en menstruerende kvinde. Jeg blev sat på p-piller i en alder af 14 år, og det hjalp i en årrække.

Omkring 20 års alderen begyndte jeg at døje mere og mere under mine menstruationer. Jeg fik svært ved at komme på toilettet under menstruation, jeg havde diarré, men ondt som forstoppelse og følte aldrig jeg kom ordentligt af med afførring. Smerterne blev også værre igen, altid en skærende skarp smerte i hoftehøjde i venstre side, men jeg kunne klare det med håndkøbssmertestillende, 2 Ipren og 2 Panodil. Derudover begyndte trætheden også at sætte gevaldigt ind, og mit fravær på HF tog til. Jeg stod til at skulle op i fuld pensum til eksamen (en konsekvens ved for højt fravær).

Jeg gik stadig med tankerne på min mors ord, at have menstruation gør ondt og er ubehageligt, så sådan var det jo nok bare. Men som 22 årig blev menstruationssmerterne for meget for mig, sammen med det faktum, at de hver eneste måned kostede mig et par sygedage på studiet, sammen med de dage hvor jeg simpelthen bare var for træt til at kunne noget som helst. Jeg opsøgte min læge og jeg fik udskrevet stærkere smertestillende til at tage menstruationssmerterne, ibumetin 600mg.

Jeg begyndte for alvor at tænke, at noget var galt, for sådan var der ikke nogen af veninderne, som havde det. Jeg kunne heller ikke længere komme af med afførring overhovedet under menstruation, hvilket jeg også synes var meget besynderligt. Jeg søgte råd hos lægen, og fik svaret, at jeg nok bare havde en hæmoride, men jeg kunne mærke, at nej det var ikke helt det. Smerterne ved afførring sad langt oppe, og det virkede generelt bare forkert.

Jeg begyndte at få cyster på æggestokkene som sprang, og gjorde gevaldigt ondt, en smerte så brutal at jeg ikke engang kunne trække vejret. De første par gange blev jeg tilset af vagtlæge, for af en eller anden grund var det altid om natten de sprang. Nu fik jeg virkelig bekymrede tanker, og var nervøs for, hvad der mon var galt. Jeg var træt, trist, og var begyndt at få ondt udover ved menstruation.
Tilfældigt kom jeg en dag ind til en praktikant i mit lægehus, og hun spurgte mig, om jeg havde hørt om endometriose. Jeg svarede at jeg havde hørt lidt, og at tanken at det var det, jeg fejlede havde strejfet mig. Jeg blev henvist til gynækolog, som ultralydsscannede mig, men intet kunne se. Jeg fik dog besked på, at tage mine p-piller uden at holde pause. Dette gjorde jeg i et års tid, hvor jeg fik det bedre.
Det blev dog afbrudt af en gennembrudsblødning, hvorefter jeg begyndte at få meget ondt, oftere og oftere uden blødning.
Jeg søgte læge igen, og blev henvist til sygehuset, hvor jeg fik en kikkertoperation, og fik diagnosen endometriose. Jeg var enormt lettet, for endelig fik jeg en afklaring, på alle mine problemer og som gav mening. Og min mor gav mig det største kram, og sagde til mig at hun var ked af at hun ikke havde lyttet.

Jeg lever i dag et liv, hvor jeg tager hensyn til min endometriose. Jeg har brug for mere hvile end mine jævnaldrende, jeg skal tænke lidt mere over hvad jeg spiser og drikker. Jeg er i behandling med smertestillende og p-piller uden pause.