4 hurtige gode råd

En hverdag med endometriose kan være problematisk, men du kan selv gøre en del, for at gøre din hverdag med endometriose nemmere.

Vi har samlet et par af de bedste råd her.

Lær at tyde din krops signaler, og lyt til dem.

Når du er træt, så hvil dig. Det behøver ikke at være at sove, men bare det at ligge sig er en god ting.  Har du børn er det oplagt at lave nusse-tid med mor på sofaen med en tegnefilm, eller der kan bygges et fantastisk krigslandskab i dyner og puder, mens mor slapper af under dem. Du kan også lytte til afspænding, læse i en god bog eller se en god film.

Din krop har også godt af at bevæge sig. Gå-ture, svømning, yoga og udstrækning har mange endometrioseramte gode erfaringer med. Men er du glad for at løbe, eller andet, og din krop har det godt med det, så er det det du skal.

Spis fornuftigt

Mærk efter hvad du får det godt af at spise, og hvad du evt får ondt i maven af. Spis grønt og fiberrig, og undgå tomme kulhydrater som hvidt brød og sukker. Spis fortrinsvis kylling og fisk, og skær ned på okse- og svinekød. Suppler evt med kosttilskud såsom psyllium skaller (fiber husk), for at stabilisere dine tarme, et af symptomerne på endometriose er diarré eller forstoppelse. Du kan læse mere om kost i foreningens kogebog.

Anskaf dig en varmepude

De kan fåes som elektriske, med vand eller en rispose/kernepose, som varmes i mikroovnen. Varmen får musklerne til at slappe af. Følg anvisningen for din varmepude, men hav altid et stykke tøj mellem din hud og varmepuden, og lav ikke puden så varm, at du får en forbrænding.

Tag din medicin på faste tidspunkter

Der findes forskellige måder at sikre dette på. Du kan sætte en alarm til, eller bruge apotekets app medicinhusker ( søg i AppStore eller Google Play eller læs mere HER).