Fakta

Læs om behandlingsmetoder, forklaringer, symptomer og årsag

Hvad er endometriose?

Endometriose er en smertefuld og kronisk sygdom, der påvirker helt op til 10% af alle kvinder og piger. Tilstanden opstår, når væv, der ligner livmoderslimhinden, findes udenfor livmoderen, som regel i underlivet, på æggestokkene og æggelederne, på de bånd der holder livmoderen på plads, på blæren, tarmene og i området mellem skeden og endetarmen. I enkelte tilfælde er der fundet endometriose på lunger og mellemgulv, men det er yderst sjældent.

Endometriosevæv reagerer på samme måde som livmoderslimhinden på hormonerne fra æggestokkene. Dvs. vævet vokser samtidig med livmoderslimhinden, men i modsætning til menstruationsblodet kan blødningen fra endometriosen ikke komme ud. I stedet bløder det ud i bughulen. Dette blod optages dog oftest i kroppen igen men der kan kommer en betændelseslignende tilstand i omgivelserne, og der kan dannes sammenvoksninger og arvæv. Alt dette kan give underlivssmerter, i starten oftest i forbindelse med menstruationen, men også mellem menstruationerne. Endometriose kan give kroniske smerter og nedsat fertilitet, hvis ikke det behandles.

Man inddeler endometriose i tre former eller typer:

  • På bughinden (“peritoneal” endometriose)
  • Som cyster på æggestokkene (“endometriomer”, endometriosecyster eller chokoladecyster)
  • Som indvækst i det underliggende væv (infiltrater/dybt infiltrerende endometriose).