Behandlingsmetoder

Hvilke muligheder findes?

Selvom endometriose ikke kan kureres, findes der flere forskellige behandlingsmetoder. Det kan være kvindens primære ønske at blive smertefri, at reducere væksten af endometriosevævet, at bevare sin fertilitet eller at forhindre sygdommen i at komme tilbage.

Det er vigtigt ved endometriose, at kvinden/pigen i samarbejde med sin læge(r) diskuterer alle de forskellige behandlingsmuligheder, der er til rådighed, og herefter bliver enige om, hvilken der er bedst for hende og hendes behov på netop nuværende tidspunkt. Det er nemlig sådan ved endometriose, at hvad der virker for én kvinde, ikke nødvendigvis er den bedste behandling for en anden.
Man må derfor nogle gange prøve sig lidt frem, for at finde den bedst mulige løsning for hver enkelt kvinde og pige. Endelig kan der opstå behov for justering af behandlingen, fordi en given behandling, der var god i én periode, måske efter en periode viser sig ikke længere at være den ideelle.